Kunst og Kultur i Balance: Vil du være forandringsagent?

Kunst & Kultur i Balances arbejde for at nedbryde de strukturelle barrierer og skabe bredere og bedre repræsentation og inklusion ude i kunst- og kulturlivet fortsætter. Derfor udbyder vi igen online uddannelsesforløb – og som noget nyt også fysiske workshops. Vi har et forløb for dig, der ikke har været med før, men som er nysgerrig, samt et forløb for dig som ønsker opkvalificering.

Uddannelsesforløb i foråret:

Forårets uddannelsesforløb er for dig, som endnu ikke har været med på et af Kunst & Kultur i Balances uddannelsesforløb. Du vil lære om ubevidste bias, blive klogere på hvorfor diversitet og inklusion er så vigtigt, og så får du værktøjer til, hvordan man arbejder med forandringer.

Uddannelsen er online, så du kan være med, uanset hvor du befinder dig. De fem kursusgange er fordelt på følgende datoer:

Torsdag d. 13. april kl. 10-12

Fokus på motivation, afklaring af begreber og tilgange til at skabe forandring

Onsdag d. 26. april kl. 10-12

Fokus på beslutningsprocesser og inkluderende kulturer

Mandag d. 15. maj kl. 10-12

Refleksionsmodul; vi vender spørgsmål, erfaringer og oplevelser

Torsdag d. 25. maj kl. 10-12

Fra tanke til handling – målsætninger og nye praksisser

Onsdag d. 7. juni kl. 10-12

Erfaringsudveksling og næste skridt 

OBS: der er begrænset pladser!

Tilmeldingsfrist: 11. april kl. 12.00

Vi opfordrer kraftigt til, at du deltager alle fem gange, så du får mest muligt ud af forløbet. Hvis du allerede nu ved, at du ikke kan deltage alle gange, så skriv til Sofie Holst Hansen på sofie@rsntr.nu, så kan vi finde en løsning, der fungerer. 

Uddannelsesforløb i efteråret og fysiske workshops: 

Flere af jer har efterspurgt en opkvalificering. Derfor er vores uddannelsesforløb i efteråret for alle jer, som allerede har været med på et forløb. Undervisningen vil som altid foregå online. Og datoerne sender vi ud, så snart de er på plads. 

Som noget nyt tilbyder vi fysiske workshops rundt om i landet til september. For at kunne deltage på disse workshops, skal du have deltaget i et undervisningsforløb, så hvis du ikke har været med før, så tilmeld dig forårets forløb nu. Og du kan allerede notere dig datoerne for de fysiske workshops:

Aalborg: Mandag d. 25. september kl. 12:30-15:30

Aarhus: Tirsdag d. 26. september kl. 12:30-15:30

Odense: Onsdag d. 27. september kl. 12:30-15:30

København: Torsdag d. 28. september kl. 12:30-15:30

In futurum:

I år har vi indgået en aftale med In futurums strategiske konsulenter, facilitatorer og forandringsagenter. In futurum vil facilitere begge uddannelsesforløb og de fire workshops.

In futurum skriver selv: Vi specialiserer os i strategisk rådgivning og forandringsskabelse centreret omkring cirkulær økonomi, holistisk bæredygtighed, social retfærdighed og mangfoldighed, lighed og inklusion. Vi er et lille team af strategiske konsulenter, facilitatorer og forandringsagenter. Vi er specialiserede i at nytænke forretningsscenarier, flytte grænserne for organisationsudvikling og udfolde komplekse emner og spørgsmål.

Læs mere om In Futurum

Kunst & Kultur i Balance er kunst- og kulturlivets fælles bevægelse og ressource, som arbejder med at nedbryde og skabe positive forandringer i forhold til de strukturelle barrierer, ubevidste fordomme og grænseoverskridende adfærd.

Vi har flere nyheder på vej, som vi glæder os til at dele med jer. Del endelig nyhedsbrevet med dine kollegaer og samarbejdspartnere og tag fat i os, hvis du har spørgsmål.