Open Call: Bausongs – Tag med til Berlin og skriv ny musik med dine danske og tyske kolleger!

Berlin kalder! Vi åbner hermed op for et Open Call til BauSongs: en sangskrivercamp for danske og tyske musikere, som foregår i Berlin fra 28. august til 1. september 2023.

Campen tager udgangspunkt i den danske danske højskoleånd, hvor deltagerne samarbejder om at skabe ny musik, og derudover udforskes Berlins kultur gennem kunstnerbesøg og koncertoplevelser. Tænk i det hele taget på BauSongs som en træningslejr, hvor du i trygge rammer bliver udfordret og inspireret i din sangskrivningsproces.

Rammen er ganske speciel

BauSongs foregår i studierne hos Bauteil3 i den berømte, tidligere lufthavn Tempelhof, der i dag er et center for kreative og kulturelle formål. Her skal du og de øvrige danske og tyske deltagere arbejde sammen om at skabe ny musik. Undervisningen inkluderer benspænd, løbende feedback – og oven i det får I stilistiske oplæg om alt fra filmmusik til ikke-vestlige kompositionsformer og popmusik.

De tre undervisere på campen er Kaspar Kaae (sangskriver i  CODY og filmkomponist), Greta Schenk (GRETA) og Michael Møller (moi Caprice og The Mountains). Alle tre har et nært forhold til både højskoletraditioner og Berlin. Greta er tyskfødt og har indspillet begge sine albums  i Berlin, mens både Michael og Kaspar bor eller har boet i Berlin – og så er de alle habile højskoleundervisere. Undervisningen suppleres i øvrigt af udvalgte kunstner- og branchebesøg, blandt andre med den etablerede dj og technopioner Mijk van Dijk samt Jörg Röttgardt, Music Supervisor ved Upright Music. 

Udvid dit netværk, bliv udfordret og skab ny musik med din dansk og tyske kolleger

Alle danske og tyske musikere kan ansøge om deltagelse, dog er campen primært målrettet upcoming talenter. 12 pladser er på spil –  heraf er to reserveret til artister, som er inden for Tempis genreområde. 

BauSongs er inspireret af danske højskoletraditioner, og håbet er, at mødet mellem deltagernes forskellige baggrunde, kulturer og genrer vil resultere i helt nye idéer og sange. Deltagerne bor sammen, spiser sammen og bevæger sig sammen uden for studiets vante ramme for at besøge kunstnere eller tage til koncerter. 

BauSongs arrangeres i samarbejde mellem Kaspar Kaae, Michael Møller, ROSA, DPA, Tempi, Den Danske Ambassade i Berlin og Statens Kunstfond. Projektet er en del af NEUSTART initiativet.   

Praktiske detaljer: 

  • Logi, koncertbilletter og studie dækkes af projektet. 
  • Deltagerne skal selv betale for transport til Berlin tur/retur, lokal transport  i Berlin samt al forplejning. 
  • Der er ingen deltagergebyrer. 
  • BauSongs foregår mandag  28. august til fredag 1. september 2023
  • Det forventes, at deltagerne ankommer søndag 27. august 2023
  • Det forventes, at deltagerne tager hjem lørdag 2. september 2023


Ansøgningsfrist: 2. juli 2023

Svar på ansøgning: 9. juli 2023 

Ansøg her

I skemaet bedes du anføre hvilket genreområde, du ansøger inden for
– og hvor du har fundet information om Open Call. 

For spørgsmål kontakt Nadia Donnerborg, ROSA,  nadia@rosa.org

– – –

NEUSTART er en opgradering af dansk musiklivs samarbejde med den tyske musikbranche. NEUSTART løftes af dansk musiks fire genreorganisationer: JazzDanmark, ROSA, Art Music Denmark og Tempi samt MXD – Music Export Denmark, i samarbejde med Den Danske Ambassade i Berlin og Statens Kunstfond.