Her er de optrædende til dette års DMA Blues-fest

-Onsdag 16 august 2023, Turbinen, Randers kl 20.00

Foråret er over os. Dagene bliver varmere, lysere og længere, og det er ikke kun blomster og træer, der spirer og springer ud. De optrædende til årets DMA Blues-fest på Turbinen i Randers 16. august er nemlig også klar til at komme frem i lyset og vise de mange farveaftegninger, der kan findes i den blå musikalske palette.

Når den blues, vi kender og elsker, skal hyldes efter alle kunstens regler til august, bliver det nogle af landets bedste musikere, der med et kendskab og kærlighed til bluesens forskellige facetter, tager de blå toner under kyndig og kærlig behandling og sørger for en aften ud over det sædvanlige.

Sahra Da Silva

Vores vært og konferencier på aftenen bliver selveste Sahra Da Silva, der næppe behøver nærmere introduktion hos danske blues-entusiaster. Med sin store, sjælfulde vokal og fine fornemmelse for genrens mange nuancer, har hun gennem mere end et årti markeret sig som en af de stærkeste blues-stemmer, vi har herhjemme.

Musikalsk er vi også i gode hænder og på aftenen kommer vi godt omkring i de blå kroge:

Kira Skov kender vi lige fra rollen som den seje frontfigur i bluesrockede Kira & The Kindred Spirits til hendes dirrende følsomme hyldester til Billie Holiday – og en hel masse derimellem. F.eks. hendes stærke fortolkninger af kollegernes sange i tv-programmet “Toppen af Poppen”. Ved DMA Blues kommer hun med sin nye trio med Maria Jagd på violin og guitaristen Silas Tinglef.

Twang, som med humor og spilleglæde kaster sig ud i den blåfarvede del af den amerikanske folkemusik. Og viser at violin, banjo og gulvbas med lethed kan skabe en stærkt strømførende stemning. Thyge van Dassen (violin), Peter Banks (banjo, bas) og Spencer Gross (guitar, bas) sørger for stærkstrømmen – som endda får ekstra power via gæsteroptræden i et par numre af aftenens konferencier, Sahra da Silva. Så er dén fest vist på plads.

Pay Day –  anført af Oscar Mukherjee, som vandt DMA Blues-prisen  “Ud Af Det Blå” i 2021 for sit nye og engagerede take på genren. Pay Day er funklende album-aktuelle med albummet “Getting There”, hvor Mukherjee og hans band tager rhythm’n’blues’en ind i 2020’erne. Fra Slim Harpo og Ligthning Hopkins og fremad. Moderne og retro på samme tid.

Billetsalget til DMA Blues, Turbinen, Randers 16. august er startet.

1. maj er deadline for indstillinger og man kan stadig nå at indstille kanditater til årets fire priser – Årets Bluesudgivelse, Blues Liveprisen, Ud Af Det Blå (som hylder nyudviklinger i genren) og Årets Hoochie Coochie Man/Woman (en ildsjæls). Deadline er 1. maj. Indstil dine favoritter her og vind 2 billetter til awardsshowet!

Årets nominerede offentliggøres 2. juni.

DMA Blues 2023 er arrangeret af JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen, med støtte fra Randers Festuge samt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.