Dialogmøde d. 25. Juni. Hvordan udvikler vi fremtidens hædringformat?

Et hædringsformat kan være en effektiv måde at få opmærksomhed på – i nyhedsmedier og overfor musikformidlere og gøre et musikområde attraktivt for nye publikummer og nye aftagere, men der er så mange måder at gøre det på. I samarbejde med Dansk Artist Forbund og DJBFA, inviterer Tempi til en åben snak om formater og scenarier for fremtidens hædringsformater.

Mandag d. 25. Juni kl. 16:30-18:30
Forsamlingshuset
Onkel Dannys Plads 5

I samarbejde med alle interesserede ønsker vi at samle ideer, inspiration og forslag til, hvordan man udvikler fremtidens hædringsformater. Vi har efter Tempis årsmøde været i dialog med mange aktører – både i og udenfor vores genreområde – og vi har allerede modtaget mange gode forslag og input. På mødet ønsker vi at fortsætte den konstruktive dialog og finde frem til nye modeller og koncepter, der kan danne udgangspunkt for vores videre fælles arbejde med at finde et nyt format.

Der er mange emner, at tage stilling til. F.eks.: Hvordan får man medier til at omtale og dække hædringer indenfor et smalt musikfelt som Tempis? Hvilke partnere har vi brug for, for at nå bredt ud? Hvordan gør man formatet digitalt og egnet til de sociale medier? Hvordan sikrer man at nominerede og prismodtagere får mest muligt ud af deres priser? Hvilke priser skal overhovedet være med? Hvor bredt kan og skal formatet favne? Hvordan skal nomineringer og kåringer foregå?

Tilmeld dig mødet her og modtag yderligere informationer om dagsorden, gæster og indhold, når brikkerne begynder at falde på plads.