Ladies of Folk (Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold)

Foto: https://www.facebook.com/pg/ladiesoffolk/about/?ref=page_internal

Ladies of Folk (Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold) nomineres for:

Vidende, hjertelig og passioneret formidling af folk, country og americana i podcasten ‘Ladies of Folk – en podcast om folk- og countrymusik’

Begrundelse for nominering:

 

Podcastserien ‘‘Ladies of Folk – en podcast om folk- og countrymusik’ (marts 2018-nu) formår at udfolde genren og åbne den op, så lyttere, der ikke nødvendigvis før har dyrket – endsige lyttet – til denne type musik, bliver inviteret indenfor og fanget.

Journalisterne Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold, der laver podcasten for Den2Radio, har en smittende passioneret, personlig, humoristisk, men samtidig seriøs og grundig tilgang til musikken. De formidler folk, country og americana-musik med øje for den gode, gribende og overraskende fortælling, der gør lytterne klogere på både musikken, kunstnerne, sangskrivningen og musikkens historiske, sociologiske og kulturelle kontekst.

Podcastseriens foreløbigt seks yderst gennemarbejdede afsnit tager udgangspunkt i nogle af de hovedtemaer, der findes i disse musikgenrer og det univers, der knytter sig til dem. Det første afsnit er en indføring i countrymusikken og det stof, den er gjort af. Derefter følger fem afsnit om hhv. murder ballads, vagabonder, druk i countrymusik, et særafsnit om Tønder Festival og dens historie samt et afsnit om sange, der får én til at græde. Det kommende syvende afsnit kommer til at handle om Gud og Djævlen i folk- og countrymusik, lover de to værter.

Nomineret af Jesper Nyborg

Dato for nominering 23/06/2019