Ny projektleder skal dokumentere og sætte
tal på musikkens resultater og betydning

Morten Ogstrup Nielsen ansættes 1. marts i en nyoprettet stilling som projektleder med fokus på dokumentation og dataindsamling på vegne af musikkens fire genreorganisationer, JazzDanmark, ROSA, Snyk og Tempi.

Ansættelsen af den ny datamedarbejder har baggrund i, at JazzDanmark, ROSA, Snyk og Tempi fra årsskiftet ønsker at øge fokus på dokumentation og dataindsamling i deres arbejde. Derfor er genreorganisationerne gået sammen om ansættelsen, med det formål at samle arbejdet til gavn for musiklivet. Det første skridt for Morten bliver at udvikle og formulere en strategi på dataområdet i samarbejde med de fire genreorganisationer. Altsammen med henblik på aktiv brug af data med betydning for dansk musikliv.

Morten Ogstrup Nielsen er 34 år og har flere års erfaring med indsamling, strukturering og formidling af data, senest som Data Product Manager hos UdbudsVagten, hvor han bl.a. arbejdede med analyse og automatisering samt udvikling af databaserede værktøjer.  Desuden har han et indgående kendskab til musikkens verden, hvor han har en fortid som musiker, booker, afvikler m.v.

Selv siger Morten Ogstrup: 

”Jeg ser det som et stort privilegie, at jeg får mulighed for at forene min datafaglige baggrund med min livslange passion for musik. Det var ikke en kombination jeg forestillede mig fandtes, men det giver så god mening, at den gør – særligt i regi af genreorganisationerne, hvor arbejdet med data og dokumentation kan bidrage til at styrke dansk musiks vilkår og forståelsen af, hvilken værdi musikken bidrager med. Jeg glæder mig til at arbejde med netop værdibegreberne og til at undersøge, hvordan dataene på området kan være med til at italesætte musikkens værdi som andet og mere end en vare.”

Stillingen er en 2-årig projektansættelse på fuld tid med mulighed for forlængelse. Hos Tempi ser vi meget frem til samarbejdet.