PÚLK

Foto: Facebook

PÚLK nomineres for:

Efter PÚLK i 15 år har trukket folkemusikgenren fra det pæne og polerede mod det punkede og kantede, står deres første plade som et solidt landmærke.

Begrundelse for nominering:

 

Folkemusikbandet PÚLK, med deres skæve blanding af traditionsmusik, gypsy-jazz, cirkusmelodier og punk, har længe udfordret de etablerede genregrænser.

Deres debutplade “Beretninger fra en Søndag Morgen” skubber til bredden i den danske folkemusikscene ved at trække væk fra det polerede udtryk og i retning af noget mere råt, en retning som har været meget svagt repræsenteret i de sidste femten års danske folkemusikudgivelser. Den eksperimenteren og dont-give-a-fuck-attitude der fremvises på denne plade er netop indbegrebet af det der skabte folkemusikkens revival i halvfjerdserne!

Lytteren udfordres og stimuleres på en uvant måde, og der er ingen tvivl om at PÚLKs repertoire kræver noget af tilhøreren. Det er forfriskende at opleve melodier med skønhedspletter spillet at et band der er tydeligt stolt af dem.

Pladens numre stritter i alle retninger, men de er vedkommende og pladen er i sin helhed en sammenhengende og gennemtænkt fortælling. Fra Rune Colins hæse Tom Waits-agtige vokal på “Søndag Morgen” til Benjamin Bechs sjælfulde og ømme klarinet på “Blå Mærker” er spændvidden på plads.

Med denne udgivelse er det lykkedes dem at bygge et solidt fundament til at fortsætte deres eksperimenter og udvikling mange år frem – og forhåbentlig trække mere beskidt dansk folkemusik med sig. Folkemusik der kradser og skaber sig. Folkemusik med fandenivoldskhed som er skabt til fest.

Nomineret af Kamil Dzielinski

Dato for nominering 24/06/2019