Reportage fra Tempis minikonference om kunstnerisk talentudvikling 5/12-18

Talentudvikling anno 2018

Tekst og foto: Søren Jensen Lund

Tempi har inviteret til minikonference om kunstnerisk talentudvikling på Syddansk Musikkonservatorium, og i panelet sidder personer, der på den ene eller anden måde arbejder med talentudvikling inden for forskellige genreområder og kunstarter. Paneldeltagerne er Claus Skjold Larsen, rektor for Syddansk Musikkonservatorium Annelene Toft Christensen, folkemusiker og studerende på solist-uddannelsen på SDMK, Rikke Andersen, spillestedsleder og booker på Fermaten, Signe Lund Juhler, direktør for Filmtalent og Charlotte Borchorst Faurschou, forstander på Orkesterefterskolen. Jonas Gülstorff, der bl.a. er vært på P3-programmet ”Sangskriver”, er moderator på debatten.

 

I løbet af de næste par timer, skal de give nogle bud på, hvordan det står til med talentudviklingen anno 2018.

Først bliver paneldeltagerne bedt om at give nogle bud på, hvordan de opfatter ordet talent.

Charlotte skelner mellem to forskellige syn på talent. Det ene handler om håndværket og det andet om talent som noget, der kommer som en gave ”ovenfra”.

At talent skulle være noget medfødt, afviser Signe:
”Man kan være disponeret for nogle ting, men talent handler om dedikation, vilje og drive til at lære nogle ting. Det handler om et håndværk, og at man så har værktøjerne til at indfri de her drømme.”

Ifølge Claus finder man talentet hos de, der er særligt interesserede, fokuserede, opmærksomme og arbejdsomme. Men udgangspunktet kan være meget forskelligt:

”Folk udvikler sig helt forskelligt. Nogen kommer til et fagområde med en meget udviklet hardware. De er i stand til at udføre noget på et instrument, men ved ikke rigtigt, hvad de kan bruge det til. Andre kommer med en meget veludviklet software om alt hvad, man skal kunne og idéer og drømme om, hvor det skal føre hen. Men de har ikke færdighederne til at føre det ud i verden. Der kan komme noget virkeligt spændende ud af begge dele.”

Der bliver også sat spørgsmålstegn ved idéen om, at man skal øve sig i 10.000 timer for at blive god til noget. Signe ligger vægt på, at talentudvikling også kræver kompetente fagpersoner, der kan hjælpe en med at finde de områder, hvor man har brug for at dygtiggøre sig, og hun mener desuden, at det også handler om at have noget på hjerte.

Annelene mener heller ikke, at de 10.000 timer kan bruges til noget, hvis man ikke var fokuseret og målrettet. Hun er i det hele taget ikke glad for ordet talent:

”For mig er talent ikke et kønt ord, for jeg har fået inkarneret den med, at det er noget, man kommer nemt til. Og det må jeg ærligt indrømme, at det har det sgu aldrig gjort for mig. Jeg vil ikke sige, jeg er et talent, men jeg er dygtig til noget, fordi nogen har hjulpet mig til at blive dygtig til det.”

Ifølge Rikke handler det også om, at man forstår det system, man er en del af. Hun får tilsendt rigtigt meget dårligt materiale, og selvom de bands, hun booker spiller godt, har nerve, har arbejdet hårdt og er rigtig gode, så har hun svært ved – ud fra det materiale, hun modtager – at fortælle folk, hvorfor de skal komme og høre netop det band:

”Hvis man ikke selv er god til at promovere sig og vise, at man kan, så skal man alliere sig med nogen, der kan, for det er også et talent, man kan have. At man er god til at formidle. Det er i hvert fald vigtigt, der hvor jeg sidder.”

Men hvordan står det til med kunsterisk talentudvikling anno 2018?

Ifølge Claus er det meget svingende. Mange spændende initiativer stopper, fordi fokus flytter sig på politisk plan. Som eksempel nævner han den regionale kulturaftale på Fyn, hvor talentarbejdet med musik i den forrige aftale var et vigtigt indsatsområde, der var veldefineret og velbeskrevet:

”Der var rigtig meget gang i tingene rundt omkring på de fynske musikskoler, som fik koblet et ekstra lag på. I den næste regionale kulturaftale, så har politikerne fået lyst til noget andet. Nu skulle det handle om film. Der er ikke nogen, der har noget imod film, men så stoppede det andet.”

Han efterlyser politisk vilje, og at alle parter inden for et område går sammen og ser det som et fælles ansvar for at løfte et felt, om det så er scenekunst, film eller musik.

 

Charlotte oplever, at niveauet er faldet meget i løbet af de sidste 25 år:
”Helt grundlæggende, så kan de ikke så meget. Når de kommer til mig og har gået i musikskole i ti år, så kan de mindre nu, end de kunne for ti, 15 og 25 år siden. Dem der spiller, de lærer mindre af håndværket. Det er blandt andet fordi, at man får 22 et halvt minut med sin lærer i musikskolen, og så bilder folk hinanden ind, at man kan lære noget på den måde. Det kan man ikke.”

Rikke mener, at det står bedre til inden for den rytmiske musik:

”Der er i hvert fald mange, der mener, de har talent. Det har de måske også, men når det så kommer til at slå igennem og noget så kedeligt som billetsalg, som jeg jo er nødt til at forholde mig til, så er det straks lidt sværere, når man er ny. Men umiddelbart synes jeg, at der er rigtig mange dygtige derude, og der er rigtig mange, der gerne vil. Vi skal bare have nogle flere piger til også at ville. Men der er rigtigt meget godt derude, men det kan være svært at få ørenlyd og slå igennem.”

Annelene nævner, at det er meget populært at kunne noget, andre ikke kan. Hun ser, at rigtigt meget talent bliver udfoldet på de sociale medier. Her kræver det at kunne skille sig ud, men hvis man gør det, man brænder for, kan man nå rigtigt langt ud.

”Det handler om, at man laver noget, der kommer fra hjertet. Det er det der skinner igennem og når længst ud.”

 

Også blandt tilhørerne er der stor lyst til at blande sig i debatten.

Nina Ulf Jørgensen, generalsekretær i DAMUSA (Dansk Musikskolesammenslutning) erkender, at det er svært at få fat på elever fra familier, hvor der ikke er tradition for at udfolde sig musikalsk eller kunstnerisk. De forældre, der sender deres børn i musikskole, er de, der havde ressourcerne til det. Hun er bekymret for, at meget talent kan gå tabt af den grund:

”Der kan jo sidde sindssygt mange talenter, der aldrig møder muligheden for at beskæftige sig med musik, film eller andre kunstneriske udtryksformer, fordi de kommer fra nogle kår, hvor det ikke er sådan, det er.”

Rikke nævner Den Jyske Sangskole i Herning, der har som målsætning at komme ud til alle skolebørn i kommunen og høre dem synge, fra de er helt små. Dem som de så vurderer, har et talent, tager de ind, og det er ikke nødvendigvis familier, der har kendskab til klassisk sang.

”Der har skolen ret stor succes med at få børnene til at interessere sig for musik, også selvom de kommer fra helt andre familier.

For Signe er det også en udfordring at få vakt interessen i en tidlig alder. Hun mener, at der sidder mange børn derude, der ikke aner, at de har en evne til at kunne fortælle historier med levende billeder.

 

Astrid Elbek, udviklingsleder på Det Jyske Musikkonservatorium og formand for Fonden Voxhall synes, at paneldeltagerne underbetoner miljøets betydning.

”Det handler om at være et sted, hvor der er en begejstring for et eller andet. Det kan være hos barnets forældre, men hvis det nu ikke er, så er det måske vigtigt, at uddannelsessystemet på alle planer – også i folkeskolen – understøtter, at man kommer i berøring med det her og kan mærke begejstringen, så der kan komme positive spiraler i gang.

Charlotte nævner, at grunden til at Orkesterefterskolen har så gode resultater hvert eneste år, primært er, at det fællesskab eleverne oplever i løbet af det år, er så stimulerende for dem.

”De har hinanden. De kan bekræfte hinanden i, at det er ok, at de godt gider spille klassisk musik og øve sig hver dag. Det er altafgørende, når man er teenager, at man kan spejle sig i hinanden og stimulere hinanden.”

 

Signe mener også, at miljøet omkring talentudvikling er vigtigt. Man skal ikke bare have faglige eksperter og rådgivere at gå til, men også nogle ligesindede at sparre med. Hun nævner Animation Workshop i Viborg, hvor man hver måned afholder et projektmøde, hvor man kan få sparring til projekter.

”Det er et meget sårbart og åbent forum, hvor folk kommer med sparring.”

Omvendt mener hun også, at der er mange miljøer, der er rygklappende, og at det ender med, at eleverne står i en eksamenssituation, hvor man ikke var så god, som alle sagde, fordi de ikke havde mødt nogen, der gav noget ordentligt kritik.

”Så det med både at kunne skabe et åbent og sårbart rum, og samtidig kan give noget lidt kontant kritik, det tror jeg kan være en svær balancegang.”

 

Annelene fortæller, at man alle andre steder end i folkemusikmiljøjet laver masterclasses og stævner, hvor der er alt for stort fokus på at blive bedre og udvikle talentet. Den slags findes stort set ikke i folkemusikmiljøet. Hun nævner folkemusikstævnet ROD som et sted, hvor alle kan være med uanset niveau, og hvor det er fællesskabet, der er vigtigt. Stadigvæk har næsten alle, der har gået på konservatoriets folkemusiklinje været på ROD, og ifølge Annelene er det her, mange af dem for første gang opdager, at de havde et talent, de skal udvikle.

”Der er ikke nogen oppefra, der siger, at du er dygtig, men vi er rigtig gode til at sige det til hinanden. Det er nok også unikt i folkemusikmiljøet, at vi tør sige til hinanden, hey, du er sgu da egentlig meget god til at spille polka. 70% af alle de, der kommer på ROD spiller alt andet end folkemusik.”

 

Det der også kendetegner ROD-stævnet er de unges evne til selv at organisere. Claus har også lagt mærke til, at folkemusikerne på konservatoriet er rigtig gode til selv at sætte ting i gang.

”Det at være selvorganiserende er ikke bare noget, der sker. Det er, fordi I er dygtige til det. I mødes og snakker om det, og får struktureret det, der skal skabe fællesskabet. Det er ikke bare noget, der kommer ud af den blå luft. Det kommer, fordi I vil det, og I vil hinanden.”

Casper Mikkelsen, tidligere studerende på SDMK og arrangør af Folk & Fæstival mener også, at selvorganiseringen er vigtig. Hans budskab til institutionerne er enkelt: ”Giv dem nøglerne”:

”Da jeg voksede op i Haderslev, der var der en spillestedsleder, der hed Erik Koch. Han gav os nøglerne til spillestedet Månen og sagde, at I gør bare, hvad I vil. Jeg kommer og tæller op bagefter. Så arrangerede vi koncerter og fik en hulens masse møder med musikere, og fik lært hele den der entreprenante del, simpelthen fordi vi fik lov. Vi fik rammerne til det. Vi fik endda lidt penge fra Kulturelt Samvirke, fordi vi selv søgte dem, og vi fik omtale i pressen, fordi vi selv skrev pressemeddelelserne, men det hele startede med, at der var en, der gav os nøglerne og sagde, I gør bare, hvad i vil. Jeg kommer og tæller op og låser efter jer.”