Ida Wenøe

Foto: Zarko Ivetic

Ida Wenøe nomineres for:

Ida Wenøe er med sit nye album “The Things We Don´t Know Yet” en af de stærkeste danske ambassadører lige nu for dansk Folk Noir i udlandet.

Begrundelse for nominering:

 

Ida Wenøe har siden udgivelsen af sit debutalbum “Time of Ghosts” i 2015 turneret over hele Europa og spillet en lang række showcase festivaler herunder SPOT Festival, Live At Heart (Sverige), Spring Break (Polen), Folk Alliance (USA) og Music Prince Edward Island (Canada).
De mange hundrede koncerter har givet hende en fantastisk gennemslagskraft som live-kunstner, og hun vinder nye fans overalt hvor hun kommer frem. Med sit nye album “The Things We Don´t Know Yet” fra april 2019, som blev udgivet i samarbejde med engelske Integrity Records, har hun skrevet en samling tidløse sange af internationalt format, som forener traditionerne fra højskolesangbogen, Carl Nielsen og nyere danske sangskrivere som Sebastian med hendes fascination af engelsk og amerikansk folkemusik personificeret i sangskrivere som Nick Drake, Joni Mitchell og Leonard Cohen. Vi kalder Idas musik for Nordic Folk Noir, og med den modtagelse den nye plade har fået i udlandet, tror vi på, at der er en helt særlig plads for netop Idas musik og for hendes fortryllende koncerter langt udenfor Danmarks grænser. Den nye plade er blevet spillet på både P6 Beat, BBC 6 Music, Radio Fritz i Tyskland, KEXP i USA samt en lang række mindre stationer i mange lande. Et af numrene fra den forrige plade blev brugt i DR3 Dokumentaren “De Smukke Piger”, og det forrige album blev nomineret til DMA Folk i 2017.

Nomineret af Roar Amundsen

Dato for nominering 17/06/2019