Dansk roots-stjerne leverer live-soundtrack til yoga session i mørke

Rootsmusik møder yoga i mørke, når Tempi og Musikcaféen inviterer til en sanselig, beroligende træningssession, som booster både krop og sind fra morgenstunden.

Tempi præsenterer: Roots & Yoga feat. Ida Wenøe

Hop i dit bedste joggingsæt og tag forbi Musikcaféen/Huset-KBH på vej til arbejde eller skole og bliv totalt strukket igennem til lyden af et stortalent fra den danske roots-scene. Belysningen dæmpes, når du sammen med en erfaren yogainstruktør, musikere og andre deltagere skal kæle for muskler, led og ikke mindst øregange og lade op til en ny dag.

 

LIVE: IDA WENØE

Ida Wenøe er en fornyer, en genopfinder af folk-genren. Med fødderne solidt plantet i mulden fra 60´ernes blomsterbørn og navne som Joni Mitchell, Nick Drake og Neil Young, har hun fundet sin egen vej på skuldrene af traditionen. De danske rødder, højskolesangbogen og Carl Nielsen er tydelige aftryk, men Wenøe blander det hele på sin egen psykedeliske måde, og teksterne går tæt på og udfordrer strukturen i sproget. Live er hun kendt som en performer, der rammer sine lyttere hårdt og rent. Ida har en fortid som frontfigur i Boho Dancer og udgav solo-debutalbummet ‘Time of Ghosts’ i 2015, som høstede roser i både ind- og udland.

 

INSTRUKTION: JOHANNE JEPSEN

Johanne er certificeret yogalærer og fysioterapeutstuderende og brænder for at hjælpe mennesker til at opleve større fysisk frihed i kroppen. Hendes værktøj hertil er nærværende bevægelse og jordnær træning, der styrker, mobiliserer, udfordrer, balancerer og kræver fuld opmærksomhed på kroppen.

Udgangspunktet for træningen er de traditionelle yogastillinger, der gennem generationer har hjulpet mennesker til en naturlig og sund kropsholdning. Øvelserne styrker både de store og små muskelgrupper i kroppen og skaber cirkulation i vævet i og omkring led, muskler og sener. Johanne kombinerer de traditionelle yogastillinger med kreative variationer og med styrkende øvelser, hvor teknik og “alignment” er i fokus. Johanne ønsker med sin træning at skabe et rum, hvor du kan komme lidt ud af hovedet og mere ned og mærke din krop og dens mange potentialer.

 

HAR DU IKKE PRØVET YOGA FØR?

Du kan sagtens være med alligevel! Sessionen skal fungere som en blid start på dagen og ikke et hårdt workout. Kast dig ud i det og prøv dig frem. Vores dygtige instruktør sørger for at give dig god tid til at komme ordentligt ud i øvelserne.

 

BILLETTER:

50 kr. + gebyr / Køb her
Inkl. 1 flaske kildevand + 1 frugt.

 

PRAKTISK:

31. oktober kl. 08-09. Dørene åbner kl. 07.30.
Rådhusstræde 13, 3. sal (Musikcaféen)

Du kan medbringe din egen yogamåtte, men det er ligeledes muligt at låne en til arrangementet.

Der kan klædes om på Huset-KBH’s toiletter, men kom i god tid, da sessionen starter sharp.

Tjek eventen på Facebook.